Hans-upp! snerrer Benny igen på den helt rigtige måde. Han vipper med pistolen, så Vagn ikke er i tvivl om at nu er det alvor.
     Vagn lader sin revolver dingle i bøjlen et øjeblik, mens benene sakser under ham. Hans bare, sorte knæ lander i gruset, og han synker helt sammen i et hjertegribende langtrukkent Yyaaarrrddd-ggkh ...! Benny bøjer sig over Vagn og råber stille: For helvede, din idiot. Jeg har sgu da ikke skudt endnu! Da Vagn begynder at rejse sig, sender Benny endelig to knaldhætteskud ind i brystet på ham, og han splatter ud igen.

Min skjorte er kold og klam, som jeg sidder dér på hug mellem buskene. Henne ved tørrestativet er Rudi og Johnny ved at være parate. Johnnys nye perlemorsrevolver peger lige frem mod hængepilen og Bjarne, som står bundet op ad træet. Rudi og jeg må nøjes med vores beskidte grabber: pege- og langfingeren på begge hænder er klar til at udstøde deres PirwPirw!
    Jeg kan svagt skimte silhuetterne af Vagns mænd i Græsvængets tusmørke hen over kanten ved trappen ned til skraldekælderen. Jeg sniger mig nærmere for at kunne gribe ind, hvis noget kikser for Rudi og Johnny. Vagn har både en Texas Kid og en Tonto-indianer med i sin bande i dag.

Niller er Tonto, ved jeg. Han har smurt et eller andet rødligt på sine blege kinder, snotten løber som sædvanlig ud af begge næsebor, og hans runde briller glimter som hinkestene oppe fra Herolds Varehus. Om begge de tynde overarme har han bundet snørebåndene fra storesøsterens ishockeystøvler. Det nøgne bryst prydes af et overføringsmærke der forestiller en bisonokse.
     Idet han lægger en frisk usynlig pil til rette på strengen og spænder plasticbuen - som han byttede sig til for en skrammet Falck-station med Knuds lillebror - hører vi hans mor kalde oppe fra altanen på tredje sal i nr. 12: Kom så op, Niels! Klokken er over otte.

Tonto-indianeren Niller lader som ingenting, sigter og sender pilen af sted. Med en lyd, som ligner den min far laver, når han bøvser, bliver Benny kastet ind mod tjørnehækken. Pilen har ramt ham i nakken, har boret sig igennem halsen, og den sidder nu og stritter lige under hans hage. Feje hund, tænker jeg om Tonto - skyde bagfra! - og jeg lader som om, jeg knuger mine fantasiskydere.
     Der er ingen blod at se på Bennys ryg, men da jeg når hen til ham og stikker mine pistolfingre i skeden for at have begge hænder fri, drejer han sig en kvart omgang og glider i slowmotion ned ad hækken. En kæmpestor våd, mørk plamage breder sig ned over hans trøje og bukser. Jeg griber fat om Bennys albuer. Kan ikke holde ham. Han siger ikke noget, klasker helt sammen, sidder foroverbøjet med hovedet mellem knæene.
     Blodet pumper ud fra hans hals, men først da en stråle rammer min ene gummisko kaster jeg op ned i Bennys nakke, nøjagtig dér hvor pilen er gået ind.

Kan du så komme op, Niels! råber Nillers mor igen. Jeg kigger ind i buskene og ser ham snige sig nærmere. Som en ægte sortfod holder han tomahawken hævet til hug. Jeg kan ikke se hans øjne bag brillerne, men hans knurren er ikke til at tage fejl af. Indianeren er på krigsstien. Der lugter af blod og bræk og fugtigt græs, da jeg lægger mig på knæ for at lirke Bennys seksløber ud af hans døde hånd. Jeg når ikke at tage ordentlig sigte, da øksen knuser min venstre skulder.
     Den dag i dag aner jeg ikke hvordan, det lykkes mig at spænde hanen og trykke af. Jeg ser min legekammerats nøgne navle åbne sig som en lille vulkan i udbrud. Kuglen fra Bennys fødselsdags-Colt .45 i min hånd har sgu ramt Niller lige midt i rosinen, tænker jeg begejstret, mens jeg både griner og græder. Min sidste tanke før jeg besvimer er, at nu bli'r hans mor eddermame sur.

- - -

Det er forår i Græsvænget igen. Jeg læner mig op ad gelænderet ved kælderhalsen og kigger ind mellem buskene, på hængepiletræet, på hækken, op til altanerne i Trægården. Mit yngste barnebarn trækker utålmodigt i mit tomme jakkeærme: Kom nu, Morfar. Her er kedeligt. Skal vi ikke gå hjem!
     Jeg banker piben ud og stikker den i lommen. Jeg klapper ham på hovedet, før han tager min hånd i sin. Så rømmer jeg mig og nikker, og jeg svarer drengen som han forventer: Okay, Niller. Nu går vi hjem til Benny.
     Jeg har aldrig ondt i skulderen mere.
 

[Tekst fra 2002]