På Middelfart Banegård stod der en mand
Heja-Ho! - stod der en mand,
han vented på toget til Langeland.
Heja-Ho! Tra-la-la-la-la-la-la-la.
 

Med ét kom en mager kursist forbi,
han sagde til manden: "Åh, hjælp mig fordi
 

- vi mangler en mand til, hvor jeg nu bor.
Jeg er ene mand i et damekor."
 

Og manden som kiggede efter sit tog
tog frakken og fløjten og salmebog.
 

Han øjnede chancen for korsang og spil;
fra tv han vidste hvordan det går til ...
 

Til højskolesal blev vor ven ført hen,
til hundrede damer og slet ingen mænd.
 

Og straks brød den rejsende ud i den sang,
som han havde lært af sin Moder engang:
 

om nissen, den lille, som fro rejste ud
til store moguler og kæmper - som bud.
 

Men damerne foretrak hélt andre ord:
"Kom! Syng nu den vise om Mesteren Stor."
 

Og langelandsmanden blev ganske perpleks,
da han blev slæbt ned til rum 606.
 

De la' ham på briksen og løsned hans tøj,
thi sangen gir rejsning, gør stemningen høj.
 

De fandt spilledåser og G-nøgle frem.
Vor sanger var finger- og nærelem.
 

Det skete i sommeren '91.
De sang så de vidste ej hvis der var hvems:
 

Sopranerne hvined og alterne lo;
i dé samme lege fik han ingen ro.
 

De nød hans tenorsang og hans organ;
han sang og han fløjted, for han var human.
 

Hans tunge blev ru, og han greb om sin stok.
Af ingen af delene ku' de få nok.
 

Når hodet faldt ned, hev de hagen op.
Han drømte om barme som Bagenkop.
 

Hans fløjte den knækked, han bad for sit liv;
til sidst var kun ryggen og nakken stiv.
 

Han stønned: "Jeg skaffer en substitut!"
Men nej, han sku' spille til kurset var slut.
 

Han sang og hans spilled sig halvt ihjel
- de sidste af damerne spillede selv.
 

Seks døgn eller senere vågnede han
op i et kapel midt på Langeland.
 

Moralen er nu at hvis DU er en mand
Heja-Ho! - hvis du er en mand,
så giv damekor kun din langemand ...!
Heja-Ho! Tra-la-la-la-la-la-la-la.