Min interesse for Østrigsgades Skole opstår en dag i august 1949. Nemlig den dag da jeg begynder i 1.B sammen med 33 andre drenge og får Ove Steenbuch-Jensen som lærer. Da jeg slutter min skolegang otte år senere er det stadig med Steenbuch som klasselærer. Fra første til sidste klasse har 13 af os drenge fulgtes ad i alle årene.
   I 1957 forsvinder vi næsten alle for hinanden. Men i 2003 - altså 46 år senere - mødes seks af os igen, dér hvor det hele begyndte.
   Denne del af mine ude- og hjemmesider om Østrigsgades Skole skyldes dels en gammel lyst til kontakt med de 12 andre 'drenge'. Dels nogle mange år gamle diffuse ideer om på en eller anden måde at hylde vores lærer. Begge dele kan måske kombineres med spredte tilbageblik og erindringsbilleder om selve skolen og bidder af dens historie.

Researchen
Da jeg i 1999 begynder at lave de første hjemmesider om Amager er det fra starten meningen, at de ikke mindst skal handle om min skole, min lærer og mine klassekammerater. Senere griber mit websted noget om sig, kan man roligt sige.
   Efterår 2001 får jeg via Sundby Lokalarkiv forbindelse med Bjarne W. Hansen. Han har udgivet sine erindringer om Steenbuch-Jensen og om skolen i en publikation fra arkivet. Bjarne er syv år ældre end mig, og han gik i den klasse (fra 1942) som var den første, Steenbuch blev klasselærer for. Bjarne boede som barn i samme ejendom som mig, så også derfor ville vi have haft meget at fortælle og spørge hinanden om, trods aldersforskellen, når vi mødtes. Det når vi desværre ikke. Bjarne Walther Hansen er syg, og han dør 2003.
   December 2001 får jeg en e-mail fra min klassekammerat Poul Erik Jensen, fordi han har set de skolebilleder, som jeg har lagt ud på internettet. Poul Erik og jeg skriver og ringer sammen adskillige gange, og snart får også han lyst til at gense de andre fra klassen - hvis vi ellers kan finde dem. Men kun et par når vi umiddelbart frem til via internettet.

Service
Forår 2002 tager jeg firetoget til hovedstaden og går næsten ærbødigt ind i min gamle skole, mere end en menneskealder efter at jeg gik ud af den. Jeg banker på skolebetjentens dør og fortæller ham mit ærinde. Den flinker mand tager sig straks tid til at vise mig rundt i samtlige lokaler på både den store og den lille skole. Desuden får jeg lov til at kigge i skolens gamle arkiv som - herre jemini! - mest af alt ligner en container på Christiania. Men dér finder jeg en stabel gamle årsprotokoller, og de otte sider fra min egen klasse får jeg lov at tage kopier af. Dét hjælper selvfølgelig enormt!
   Nu har jeg nemlig klassekammeraternes fødselsdatoer. Herefter kan jeg henvende jeg mig til Københavns Folkeregister, og efter behørig gebyrbetaling får jeg oplyst den nuværende adresse på en del af de gamle elever. Herefter kan jeg endelig gå i gang med at kontakte de kammerater, som jeg gik i klasse med i otte år - plus nogle af dem som gik ud før mig. Det viser sig imidlertid at de ikke alle har lyst til gensyn med fortiden, og sådan er det så. Fem af dem er desværre allerede døde for mange år siden.
   Skolebetjenten - som i parentes bemærket senere blev pedel og nu er teknisk ejendomsleder - fortæller, at jeg er den tredje i rækken af tidligere elever som i nyere tid har beskæftiget sig seriøst med skolens historie. De to andre er førnævnte Bjarne W. Hansen (født 1935) og Frede Norbrink (født 1947).

Flere (web)sider af samme sag
Sideløbende med at mine websider om skolen, læreren og eleverne vokser i antal og omfang, opretter Poul Erik Jensen forår 2003 også en hjemmeside om Østrigsgades Skole.
   Den giver han navnet skolekammeraten.dk, og han bliver dermed den fjerde og hidtil mest nidkære indsamler af for- og nutidige rariteter om skolen. Måske bliver han også den sidste af arten, for et år senere afhenter Københavns Stadsarkiv alle de (få) arkivalier, som i det lille mørke rum i kælderen har overlevet skiftende administratorers lemfældige omgang med det historiske materiale.
   Forår 2004 bliver den nuværende skoleinspektør, undskyld: skoleleder, ansat. Kort efter får skolen endelig selv en brugbar hjemmeside, efter at den forrige har været ubrugelig og ude af drift i flere år. Allerede i efteråret 2008 lukker man dog hjemmesiden pga. den politisk bestemte sammenlægning med Sundpark Skole; men det er en anden historie.

Gamle Elevers Aften
Ved den førhen hæderkronede årlige komsammen Gamle Elevers Aften i aulaen, som i mellemtiden er bygget om til en flot idrætssal, ses vi så i september 2003. For første gang i 46 år. Seks af os 13 fra de otte skoleår plus to som vi gik i klasse med nogle af årene. Det bliver en rigtig rar oplevelse, og vi aftaler at gøre mødet til en årlig tradition.
   Nogen tid efter finder jeg et par mere som deltager i Gamle Elevers Aften 2004. To mere i 2005 og en til i 2006.
   Men vore dages udgave af Gamle Elevers Aften lever i sandhed ned til sit navn som elevernes og ikke skolens aften! De ganske få lærere som er til stede gør hvad de kan. Men bortset fra salg af øl, kaffe og kage og en improviseret rundvisning virker Gamle Elevers Aften nu til dags som noget der blot skal overstås. Skolen har i nyere tid en næsten demonstrativt manglende interesse i at se og samle sine gamle elever i modsætning til for 30-40 år siden. Skoleinspektøren selv er ikke engang med hvert år!
   Ved 2003-arrangementet er der cirka 35 deltagere. I årene efter (pga. kampagner på 'skolekammeraten.dk') vokser antallet til omkring 200, men fra 2007 skrumper det igen til det halve eller mindre. Det er tydeligt for enhver at de senere års svigtende deltagerantal skyldes en udbredt skuffelse over aftenens manglende program og forudsigelige indhold.

Endelig fuldtallige - sådan da!
November 2008 bliver jeg kontaktet af en legekammerat, som jeg ikke har set siden 1950. Lis bor i Californien, og da jeg ved fra Folkeregistret, at den 13. og sidste af 'mine drenge' emigrerede til USA 1967, spørger jeg min nye kontakt, om hun mon kan finde ham over there. Efter et større detektivarbejde lykkes det hende. Bravo!
   Oppe i Idaho bor Jørgen Møller den dag i dag med sin familie. Han er glad for at være blevet fundet, fortæller han mig i en meget positiv tilbagemelding.
   Endelig har vi fået tjek på hinanden, resten af os prægtige drenge, som Steenbuch-Jensen kaldte os for 50 år siden. Endelig kan jeg fjerne den efterlysning, som har siddet på hjemmesiden ude i Cyberspace i årevis.
   To af os er døde, javel, og to har hidtil ikke reageret på kontaktforsøg. Men vi andre ni er mere eller mindre stadig intakte: Erik, Finn, Jan, 2 x Jørgen, Per, Poul Erik, Tonny og Vagn.
   Af os i alt 11 resterende af de oprindeligt 13 der gik i klasse sammen i årene 1949-57, og som endnu betræder denne jord, bor hveranden stadig på Amager.

April 2009

Fortsættelse ...
Februar 2010 bliver jeg kontaktet (via Facebook, tidens trendy mantra) af Carlo, som var min klassekammerat fra 1. til 8. klasse. Det griber om sig!
 

PS!
De klassekammerater som vi desværre aldrig ser mere er blandt andre Eluf, Flemming, John, Johnny, Jørn, Mogens, René og Åge.