Hjem til forsiden

 

© 1998-2010 Jørgen Grandt, Århus

 

Opdateret 2008

 

Øretæver i Østrigsgade

 

Denne webside er en del af 'Min udgave af Historien om Østrigsgades Skole'


Erindringsbillede
 

  "Korporlig afstraffelse af elever blev forbudt i København 1952, i resten af landets skoler i 1967."
   Dette fortæller Vagn Skovgaard-Petersen, professor ved Danmarks Lærerhøjskole, på en af Undervisningsministeriets websider.

Interessant, ikke sandt. Især når man påtænker i hvor høj grad der blev uddelt lussinger og andre lækkerier fra lærerhånd til elevers kinder, ører, hårtotter, fingre og måske endda balder langt ind i 1950'erne. Også på vores skole.
   Blandt andre lærerne Ottosson og Ryming holdt sig ikke tilbage, hvis de følte sig provokeret af os "uartige" unger. Blot det at snakke eller grine en smule for højt med sidemanden - vi gik to og to - på trappen op til timen udløste tit en over nakken. Reaktionen kom prompte, hvis læreren følte sig provokeret.
   Kun sjældent fik vi valget mellem en lussing og en sveder. Og sådanne valg, tror jeg, er mest myter og erindringsforskydninger a la 'sjove soldaterhistorier'. Det var atypisk at synderen selv fik lov at vælge mellem flere former for straf, thi læreren skulle jo have afløb for sin rasen her og nu og kunne derfor ikke altid vente på at blive tilfredsstillet ved blot at udskrive en svedeseddel.

Også min klasselærer Ove Steenbuch-Jensen havde ganske let til uddeling af øretæver. Når han blev tilstrækkelig vred, rev han sin tændte cerut ud af munden, kaldte os op til katederet og så sad den dér: Klask! Selvom det altså ikke var tilladt. Men forbud af den art følte han sig hævet over, når straffen var fortjent.
   For eksempel husker jeg ganske tydeligt følgende episode:

Det er i vinteren 1956-57. Vi går i 8. klasse, er 14 år, og den første sne er faldet. Der fandtes rigtige vintre dengang, og vi er vel ti-tolv drenge som efter skoletid kaster os ud i en kåd og våd sneboldkamp i Østrigsgade lige uden for skolens 3 meter høje plankeværk. Det skulle vi ikke have gjort!
   Det blev vist aldrig opklaret hvilken lærer det er der ser det oppe fra et vindue, men i hvert fald bider han mærke i at det er "Steenbuchs drenge" der den dag gør to ting som er absolut forbudt: At vi kaster snebolde på vejen hjem - og at nogle af dem lander inde i pigernes skolegård!

Næste morgen midt i første time kommer en dreng ind i vores klasseværelse med besked fra Steenbuch-Jensen, som har geografi med en anden klasse på etagen ovenover. Ordren

  lyder, at dem af os som i går på vej hjem fra skole kastede sne ind på pigerne, de skal straks komme op til Steenbuch-Jensen!
   Vi kigger på hinanden, synker lidt spyt, ryster på hovedet og rejser os modvilligt og mistænksomt. Regnelæreren kigger efter halvdelen af klassen, mens vi forlader hans undervisning og går ud. Han kender Steenbuchs luner og virker ikke overrasket.
   Uden for døren til det klasseværelse hvor den - forudser vi - vrede Steenbuch underviser, står vi et øjeblik og skutter os. Men selvom vi alle er mandfolk, bliver vi hurtigt enige om at det må være mig, klasserådsformanden, der banker på og går ind først. Det gør jeg, og i én lang række træder vi frygtsomt ind i lokalet. Ingen siger et ord. Vores klasselærer - elsket og hadet - rejser sig fra katederet og træder ned fra podiet. Alle ungerne i den fremmede klasse stirrer på os, og jeg mærker mine små hår i nakken stritte.

"I ved udmærket godt, at I hører under skolens ansvar, når I får fri, og indtil I når hjem. Og at det er strengt forbudt at kaste med sne uden for skolens område!" hvæser Steenbuch.
   Jeg når hverken at registrere den sure lugt af cerutrøg fra hans jakke, eller at se hans hånd komme. Med en bevægelse så lynhurtig og målrettet at den ville have gjort John Wayne grøn af misundelse lander lærerens højre hånd på min venstre kind - så smerteligt og med en sådan lyd at jeg næsten kan mærke og høre det endnu. Klask!
   "Næste!" tordner manden igen og igen, og hans hånd rammer Åge - Luffe - Møller - Tage - Heinz og så videre. "Af med brillerne!" snerrer han, da han endelig når til Palle. Mens vi andre står og ømmer os uden en lyd, fornemmer vi at lærerens ophidselse omsider er ved at fortage sig. Lussingen til den noget sarte Palle er nærmest symbolsk, måske fordi hånden er ved at være øm; det håber vi den er!

Jeg tror vi hurtigt tilgav vores klasselærer, om end nogen af os altså aldrig helt glemte de uretfærdige øretæver den morgen. På mange andre områder var han jo en fin fyr. Og jeg tror disse kollektive klask trods alt var nogen af de sidste Steenbuch-Jensen uddelte. Så vidt jeg husker kom der vist også af og til klager fra forældre over hans indimellem barske facon.

I 1956 var det allerede fire år siden Københavns Kommune officielt afskaffede lærernes ret til korporlig afstraffelse af eleverne.


Jørgen Grandt    

 

Således husket 50 år senere!


 


I nyhedsgruppen dk.kultur.film på Usenet skrev en debattør 31.3.2006 nedenstående digt som en slags svar på en af mine replikker i en diskussion om lærervold i folkeskolen:

De børn som var dine
klasse-kammerater
Og den lærer som var deres
og samtidig din
Du favned dem alle,
Jeg synes du var nobel
ja udsøgt og slet og ret - fin.

Du har samlet dem alle
som blomster på snor
Du har været dem alle
som den kærligste mor
Når du står hos sankt Peter
jeg ser du står ret
- så ræk ham i rankhed
din fine buket.

Tak for synet af din hjemmeside

Jens
 

Jeg siger selvsagt selv tak!

Hele diskussionstråden - om den kritikerroste danske film "Drømmen" er troværdig eller ej - kan du se her: http://tinyurl.com/nmtmk
 

 

Til første side om Østrigsgades Skole

Til Steenbuch-siden


Tæller for hele webstedet

Til forreste forside

Klik på

og søg på grandts.dk

© 1998-2010 Jørgen Grandt, Århus