|
|
"Korporlig afstraffelse af elever
blev forbudt i København 1952, i resten af landets skoler i 1967."
Dette fortæller Vagn Skovgaard-Petersen, professor ved Danmarks
Lærerhøjskole, på en af Undervisningsministeriets
websider.
Interessant, ikke sandt. Især når man påtænker i hvor høj grad
der blev uddelt lussinger og andre lækkerier fra lærerhånd til
elevers kinder, ører, hårtotter, fingre og måske endda balder langt
ind i 1950'erne. Også på vores skole.
Blandt andre lærerne
Ottosson og Ryming holdt sig ikke tilbage, hvis de følte sig provokeret af os "uartige" unger. Blot det at snakke eller grine en smule
for højt med sidemanden - vi gik to og to - på trappen op til timen
udløste tit en over nakken. Reaktionen kom prompte, hvis læreren
følte sig provokeret.
Kun sjældent fik vi valget mellem en
lussing og en sveder. Og sådanne valg, tror jeg, er mest myter og
erindringsforskydninger a la 'sjove soldaterhistorier'. Det var
atypisk at synderen selv fik lov at vælge mellem flere former for
straf, thi læreren skulle jo have afløb for sin rasen her og nu og
kunne derfor ikke altid vente på at blive tilfredsstillet ved blot
at udskrive en svedeseddel.
Også min klasselærer Ove
Steenbuch-Jensen havde ganske let til uddeling
af øretæver. Når han blev tilstrækkelig vred,
rev han sin tændte cerut ud af munden, kaldte os
op til katederet og så sad den dér: Klask!
Selvom det altså ikke var tilladt. Men forbud af
den art følte han sig hævet over, når straffen
var fortjent.
For eksempel husker jeg
ganske tydeligt følgende episode:
Det er
i vinteren 1956-57. Vi går i 8. klasse, er 14
år, og den første sne er faldet. Der fandtes
rigtige vintre dengang, og vi er vel ti-tolv
drenge som efter skoletid kaster os ud i en kåd
og våd sneboldkamp i Østrigsgade lige uden for
skolens 3 meter høje plankeværk. Det skulle vi
ikke have gjort!
Det blev vist aldrig opklaret hvilken lærer
det er der ser det oppe fra et vindue, men i
hvert fald bider han mærke i at det er
"Steenbuchs drenge" der den dag gør to ting som
er absolut forbudt: At vi kaster snebolde
på vejen hjem - og at nogle af dem lander inde i
pigernes skolegård!
Næste morgen midt i første time kommer en dreng
ind i vores klasseværelse med besked fra Steenbuch-Jensen, som har
geografi med en anden klasse på etagen ovenover. Ordren |
|
lyder, at dem af os som i går på vej hjem fra
skole kastede sne ind på pigerne, de skal straks
komme op til Steenbuch-Jensen!
Vi kigger på hinanden, synker lidt spyt,
ryster på hovedet og rejser os modvilligt og
mistænksomt. Regnelæreren kigger efter halvdelen
af klassen, mens vi forlader hans undervisning
og går ud. Han kender Steenbuchs luner og virker ikke overrasket.
Uden for døren til det klasseværelse hvor den
- forudser vi - vrede Steenbuch underviser, står
vi et øjeblik og skutter os. Men selvom vi alle
er mandfolk, bliver vi hurtigt enige om at det
må være mig, klasserådsformanden, der banker på
og går ind først. Det gør jeg, og i én lang
række træder vi frygtsomt ind i lokalet. Ingen
siger et ord. Vores klasselærer - elsket og
hadet - rejser sig fra katederet og træder ned
fra podiet. Alle ungerne i den fremmede klasse
stirrer på os, og jeg mærker mine små hår i
nakken stritte.
"I ved udmærket godt, at I hører under skolens ansvar, når I får
fri, og indtil I når hjem. Og at det er strengt
forbudt at kaste med sne uden for skolens
område!" hvæser Steenbuch.
Jeg når hverken
at registrere den sure lugt af cerutrøg fra hans
jakke, eller at se hans hånd komme. Med en
bevægelse så lynhurtig og målrettet at den ville
have gjort John Wayne grøn af misundelse lander
lærerens højre hånd på min venstre kind - så
smerteligt og med en sådan lyd at jeg næsten kan
mærke og høre det endnu.
Klask!
"Næste!" tordner manden igen og igen, og hans
hånd rammer Åge - Luffe - Møller - Tage - Heinz
og så videre. "Af med brillerne!" snerrer han,
da han endelig når til Palle. Mens vi andre står
og ømmer os uden en lyd, fornemmer vi at
lærerens ophidselse omsider er ved at fortage
sig. Lussingen til den noget sarte Palle er
nærmest symbolsk, måske fordi hånden er ved at
være øm; det håber vi den er!
Jeg tror vi
hurtigt tilgav vores klasselærer, om end nogen
af os altså aldrig helt glemte de uretfærdige
øretæver den morgen. På mange andre områder var
han jo en fin fyr. Og jeg tror disse kollektive
klask trods alt var nogen af de sidste
Steenbuch-Jensen uddelte. Så vidt jeg husker kom
der vist også af og til klager fra forældre over
hans indimellem barske facon.
I 1956 var
det allerede fire år siden Københavns Kommune
officielt afskaffede lærernes ret til korporlig
afstraffelse af eleverne.
Jørgen Grandt
|
|
